Hvordan lærer man at føle sig god nok?
Kender du følelsen af:
At de andre er bedre end dig?
At du konstant føler at du burde kunne gøre det en tand bedre -det bliver aldrig helt godt nok uanset hvor meget energi og intensitet du ligger i det du gør..
At du har svært ved at tage penge for en ydelse som du leverer eller bede om lønforhøjelse når du sidder til den årlige samtale.
At du bruger en masse energi på at tænke på om andre kan lide dig og det du gør – om de synes du er god nok.
Hvis du er lidt ligesom mig, så kan du måske genkende følelsen af at der lige er et kursus eller en uddannelse du mangler for at være helt god nok, eller lige så god som de andre du går og spejler dig i, og du læser, læser og læser i evigheder. Men når du så har taget det der kursus, så kommer der et nyt kursus du mangler for at være god nok og bunken af beviser vokser. Men du føler dig stadigvæk ikke helt god nok.
Men hvordan bliver man så god nok til at gå ud og synes man er noget værd og man rent faktisk kan tage penge for det man gør? For mig handlede det om at blive skubbet blidt ud over rampen og øve mig i at tale og tænke positivt om mig selv..
Stille og roligt fik jeg en fornemmelse af at de folk jeg kom ud til og de folk som kom i min klinik var glade for den oplevelse de fik. Jeg fandt ud af at jeg faktisk er god til det jeg gør og det smittede af på både mit selvværd og min selvtillid. Jo mere jeg øvede mig desto mere naturligt blev det for mig.
Så der hvor vi dels kan arbejde med vores grundindstilling til om vi er gode nok, det er der hvor vi ”vover at miste fodfæste for en stund”. Det er når vi går over i vores nærmeste udviklingszone og træder ud af vores komfortzone. Det er der hvor vi kan mærke sommerfuglene i maven, men det er der vi kan rykke os og det er der at der kan ske en udvikling. Vi oplever at vingerne kan bære og vi kan svæve over vandet.
Den måde du taler til-og om dig selv påvirker dit sind.
For det er sådan med vores hjerne at den laver brede motorveje til de sætninger og de handlinger som vi ofte vælger og den elsker når der er noget den kan genkende. Så hvis du ofte taler nedladende til dig selv og hele tiden stiller spørgsmålstegn ved om det du gør, er godt nok, og om du er god nok, så er det de ord som din hjerne og din krop husker og det er dem som den vælger at servere for dig igen og igen med mindre du aktivt forsøger at ændre dit tankemønster.
For at komme væk fra det tankemønster, så er du nødt til at bygge nye stier i din hjerne. Det vil sige at du skal vænne dig til at tænke anderledes om dig selv. Og det kan du kun gøre ved at øve dig. Måske virker det forceret i starten men på et tidspunkt, så bliver det naturligt og det vil styrke dit selvværd.
Arbejd med dine tanker, så de skiftes ud fra at være dømmende og kritiske til at være kærlige og medfølende. Tænk/tal altid kun om dig selv, som du ville om din bedste ven. Spot de negative tanker, få dem stoppet og erstat med kærlige tanker.
Her er en række ord som jeg varmt anbefaler – men find endeligt dine egne ord. Nogle som fylder dig med glæde, tillid til dig selv og troen på at du er god nok:
“Jeg er nok”
“Jeg har tillid”
“Jeg er stærk”
“Jeg kan godt”
“Jeg gør mit bedste”
“Jeg har kraften inden i mig”
“Jeg vælger nuet”
Husk dig selv på alt det du kan og værdsæt de egenskaber som du har, den personlighed du har og den kraft du besidder. Du er ikke bare god nok. Du er fantastisk.